Hotel Bella Sky Copenhagen er et internationalt 4-stjernet hotel med en unik arkitektur. Hotellet er et af Skandinaviens største hoteller med 23 etager, 812 værelser, tre restauranter, to barer og et aqua spa & fitness område.

Opgave:

I forbindelse med opførsel af Hotel Bella Sky var ønsket en totalleverandør, der kunne stå for den fulde integration af AV-udstyr, centrallydsanlæg og informationsskærme. AV-Huset blev valgt som totalleverandøren og vi havde på et tidspunkt mere end 30 teknikere i gang på byggepladsen.

Løsning:

I alle designhotellets mødesale og lokaler er projektorer med forskellige lysoutput og professionelle skærme etableret i differentierede størrelser, afhængig af lokalernes størrelse. Derudover er der i alle lokaler installeret professionelle højttalere fra QSC og Crestron touch-paneler til betjening af udstyret. Samtidigt er det muligt at vælge de forskellige kanaler fra hotellets centrallydanlæg og afspille dem lokalt.

I restauranterne er behovstilpassede lydanlæg installeret ligeledes med fuld adgang til hotellets centrallydanlæg. I restauranten på 23. etage med udsigt over Øresund stillede hotellet det krav, at lydanlægget ikke måtte påvirke rummets æstetiske udtryk. For at teknikken skulle falde helt naturligt ind i rummet, er alle basgengivende enheder skjult over loftet, ligesom højttalerne er valgt i samme bløde former og farvenuancer som det øvrige interiør. Højttalerne svæver frit ud fra søjlerne, så rummet bevarer sin lethed og elegance. Det multifunktionelle lydanlæg gør det samtidig nemt at ændre rummets funktion fra lounge til diskotek eller til VIP-arrangement. Én knap på betjeningspanelet styrer det hele.

Ud over den komplette AV-installation blev netværksbaseret centrallydanlæg installeret i hele hotellet sammenkørt med Bella Center og specialtilpassede Arthur Holm designskærme med lokalenavne i glasset blev placeret ved alle møderum, konferencesale og i hotellets elevatorer.