AV-Huset søger intern sælger – vil du med på holdet?
juli 7, 2023STILLINGEN ER BESAT.
Vil du med på holdet hos en veletableret AV-virksomhed, der arbejder med høj kvalitet?
Vi søger en selvstændig kollega til internt salg og hjælp med indkøb.
Din hverdag bliver på kontoret i Næstved, men du får mulighed for hjemmearbejdsplads og flekstid. Du har kendskab til AV/IT- og/eller anden beslægtet branche og en naturlig interesse for området.
AV-Huset – vi fokuserer på kvalitet og ansvarlighed
Vi er specialister i professionelt AV-udstyr til virksomheder, hoteller, museer og større løsninger til organisationer i Danmark og udlandet. Vi samarbejder med verdens førende AV-producenter og har fokus på æstetik, design og ansvarlig virksomhedsledelse gennem FNs Global Compact. Vi har været i branchen siden 1990 og du har nu mulighed for at komme med på holdet hos en virksomhed, der ”ikke bare vil være som alle de andre”.
Mød dit nye team
Vi arbejder med en flad organisation, så vejen til ledelsen er kort og de rigtige beslutninger kan hurtigt tages. Med ansvar for betjening af vores eksisterende kunder samt indkøb af varer bliver du del af et mindre salgsteam. Du vil opleve en fri omgangstone og god stemning i huset, hvor dygtige kollegaer, står klar til at sparre med dig. Vi tilbyder gode udviklingsmuligheder i en velkonsolideret virksomhed og med reference til den adm. direktør får du i stor grad mulighed for at sætte dit præg på dagligdagen. Vi tilbyder løn efter kvalifikationer, pension, sundhedsforsikring, IT- og tøjpakker mv.
Skab gode kundeoplevelser
Som intern sælger får du ansvaret for at hjælpe og rådgive kunderne. Med et smil i stemmen sikrer du, at alle henvendelser bliver håndteret venligt og effektivt. Du formår at skabe gode relationer til kunder og samarbejdspartnere gennem telefon/mail. Som en central rolle i teamet er der for den rette kandidat rig mulighed for at udvikle stillingen og bringe flere kompetencer i spil.
På en typisk dag består dine opgaver primært af:
- Betjening af eksisterende kunder med salg, tilbudsgivning og rådgivning – både danske og eksportkunder
- Opfølgning på kampagner og andre salgsaktiviteter
- Kundepleje og -service – primært via telefon og mail
- Hjælp med indkøb af varer samt kontakt til leverandører
Hjælpsom kollega med kundetække
Som person er du udadvendt og serviceminded. Du fungerer godt i et mindre team og trives i et teknisk miljø, hvor du dagligt kommunikerer med mange forskellige typer kunder og samarbejdspartnere. Du er struktureret og arbejder selvstændigt med høj faglig kvalitet og ordentlighed, hvor der også er plads til lidt god humor.
Du er god til at kommunikere og flydende på dansk i både skrift og tale samt rutineret i at skrive og tale engelsk. Du er daglig bruger af Navision Dynamics eller lign. system og du er rutineret bruger af MS Office pakken, herunder diverse VC-platforme som Teams, Zoom mv.
Er du vores nye kollega?
Send en kort ansøgning med din motivation for at søge jobbet og dit CV til adm. direktør Jens Ravn på e-mail jens@av-huset.dk inden den 24. august. Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte Jens Ravn på telefon 25427102. Vi indkalder derefter til samtale.
Vi glæder os til at høre fra dig.