AV-Huset søger udlejningskonsulent

AV-Huset søger udlejningskonsulent

april 11, 2018

Lyst til nye udfordringer? Vi søger en udlejningskonsulent

Til at styrke vores fortsatte vækst inden for udlejning af AV-udstyr søger vi en dygtig konsulent til vores udlejningsafdeling i Næstved, da vores nuværende udlejningskonsulent har sagt ja til nye udfordringer i byggebranchen.

Stillingen

Som ansvarlig for udlejningsafdelingen får du til opgave at ”drive din egen butik”.
Arbejdet består i alle opgaver omkring vores udlejningsafdeling, hvor tingene til tider går stærkt. Så du står for både at booke, planlægge og gennemføre udlejningsopgaverne. Arbejdet vil som udgangspunkt kun være på Sjælland. Ved større opgaver står en stab af tekniske medarbejdere klar til at hjælpe med de praktiske opgaver.


 

Vi forventer en resultatorienteret kollega, der kan arbejde selvstændigt. Ud over at have helt styr på udstyret og teknikken, skal du være klar til den direkte kundekontakt og være forsynet med et udpræget servicegen. Du er selvfølgelig præsentabel og hjælpsom og kan tænke kreativt, når det brænder på.

Stillingen kræver opdaterede kompetencer, så du skal derfor være indstillet på løbende uddannelse.

Kvalifikationer

Vi forestiller os, at du er AV-tekniker, udlejningstekniker eller en dygtig og solid håndværker gerne med erfaring som AV-tekniker/montør/elektriker eller tilsvarende. Du taler og skriver flydende dansk og kan forstå og tale engelsk.

Jobbet kræver, at du er fleksibel og engageret samt har en indgroet sans for kvalitet. At være omhyggelig og pligtopfyldende anser du for nogle af de vigtigste egenskaber.

Vi tilbyder

Et spændende og alsidigt job i en succesfuld og innovativ AV-virksomhed med 26 dygtige kollegaer, der brænder for at gøre teknik til gode oplevelser.

Vi er et hus med en uformel omgangstone og en flad organisationsstruktur, så der er ikke langt fra beslutning til handling. Vi lægger stor vægt på at være åbne, ærlige og direkte. I AV-Huset har vi forskellige personalegoder som pensionsordning, sundhedsforsikring, frugtordning og andre goder.

Kontakt

Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte adm. direktør Jens Ravn på telefon 2542 7102. Send din ansøgning med CV, som vi naturligvis behandler fortroligt, på mail til jens@av-huset.dk. Vi ser frem til at høre fra dig. Vi gennemgår ansøgningerne løbende, så du kan med fordel søge straks.

—————————————

Om AV-HUSET A/S

Vi har specialiseret os i rådgivning, salg, installation, service og udlejning af professionelle AV-løsninger til private og offentlige kunder i Danmark og udlandet. AV-Huset beskæftiger pt. 26 medarbejdere. Siden starten i 1990 har vi arbejdet ud fra en filosofi om, at vi skal levere brugervenlige kvalitetsløsninger med respekt for æstetik og design. Vi er bevidste om, at vi har et samfundsmæssigt ansvar og viser omtanke for mennesker og miljø. Læs mere om AV-Huset her på vores hjemmeside.

Andre nyheder